- Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg været glad for at fortælle historier. Som lille pige, skulle jeg, når min et år ældre søster og jeg var kommet i seng, fortælle hende godnathistorie. Vi lå ved siden af hinanden, i hver vores tremmeseng. Jeg digtede og fortalte, indtil jeg kunne se, at hendes ene tommeltot kom op over kanten på tremmerne i sengen. Det var et sikkert tegn på, at hun havde puttet den anden i munden og var faldet i søvn.
Da jeg senere begyndte i skole, skrev jeg på bestilling små historier i kladdebøger, som jeg solgte for 50 øre til mine klassekammerater. Historierne handlede om ”bestilleren” og jeg illustrerede og tegnede den, der havde bestilt ”værket”. Årene gik. Jeg blev optaget af andre ting, som eksempelvis ”drenge” … Og så begynte jeg at skrive om kærlighed.
Det blev efterhånden til et par små historier, der blev sendt til to ugeblade og udgivet der. På det tidspunkt var jeg efterhånden blevet teenager og fik lidt mere en 50 øre i honorar! Det var blevet til nogle få hundrede kroner .
Jeg blev voksen, gift og fik mine tre børn.
Børnene skulle jo have fortalt eventyr. De historier, jeg fortalte, handlede derfor om dem. Mine børn blev ændret til små norske ”nissebørn”, jeg var ”nissemor”. Men ingen af disse historier blev skrevet ned. Det blev mellem børnene og mig. Men om aftenen, når de var lagt i seng, fortsatte jeg.
På en gammeldags skrivemaskine, som var det, jeg havde tilgængelig, skrev jeg en hel roman. Når manuskriptet var færdigt, røg det lige i brændeovnen. Jeg havde slet ikke selvtillid nok til at tro, at det var noget værd.
Sådan gik mange år.
Jeg flyttede fra min hjemby til Kristiansand, som var en større by, blev uddannet som frisør og arbejdede med det i godt og vel tyve år.
Jeg flyttede tilbage til min hjemby, men det var ikke muligt at få arbejde som frisør, så jeg blev hjemmegående.
Vendepunktet kom, da min græskfødte mand og jeg var i den lille landsby Strezova på halvøen Peloponnes i Grækenland.
I huset, hvor min svigermor havde tilbragt sine første leveår, var der en helt eventyrlig og speciel atmosfære.
Jeg fik en stærk følelse af, at jeg måtte skrive hendes historie.
Hele huset gav så mange indtryk af alt det, der var foregået i dette meget gamle hus.
Det blev en meget stærk historie, og den endte med at blive til min første bog.
Som udgangspunkt havde jeg kun skrevet for at holde hendes historie levende for at hendes efterkommere kunne få del i den. Men så tog jeg alligevel chancen og sendte den afsted til et forlag.
Efter lidt korrespondance med forlaget blev den udgivet. Det var en fantastisk følelse at stå med min første bog i hænderne!
Anmeldelserne i aviserne blev meget gode, og det inspirerede mig til at fortsætte skriveriet.
Den næste bog, der udkom, blev skrevet sammen med min mand, hvis første bog udkom samtidig med min debutbog. Sammen skrev vi en rejseskildring fra Kreta og Grækenland.
To år senere udkom min roman om en meget omtalt kvinde fra mit norske hjemsted.
En ung, intelligent og temperamentsfuld bondekone, blev i 1667 mistænkt for at være heks og brændt på bålet i byen.
Mens jeg skrev bogen, fik jeg et meget nært forhold til hende, og jeg følte, at hun inspirerede mig og gav mig et glimt af sit liv og sine følelser. Det er en særdeles tragisk historie, der har rod i virkelige forhold, men jeg har skildret den som en kærlighedshistorie med en masse følelser. Denne bog betyder meget for mig.
Min fjerde bog handler om min portugisiske tiptipoldefar, der kom til min hjemby i Norge i 1801. Dette er også delvis en sand historie, men dramatiseret og digtet over en stor, men ulykkelig kærlighed.
To år senere kom fortsættelsen på bogen, og jeg har nu skrevet den tredje og sidste bog i serien.
I støbeskeen er også oppfølgeren til bogen om "heksen". Det er lige før min bog om en anden såkalt trollkvinde kommer ud.
Det er utrolig givende at arbejde som forfatter!
Fantasien får lov til at lege og udspille sig, og når man for første gang står der, med sin ”egen” bog i hånden, er det næsten som at have fået et barn.
Man får hyggelige mails fra kendte og ukendte, der har læst ens bog. Man bliver stoppet i butikker og andre steder med positive bemærkninger, og man kommer i kontakt med en masse venlige mennesker, som gerne vil have sin bog signeret.
På facebook får jeg dejlige kommentarer fra venner med fine ord om bøgerne, og det varmer mit hjerte ret meget!
Sommeren 2011 flyttede vi til Danmark til ”Nøjsomheden”, som, trods sit navn, er et ”Paradis” i Vendsyssel. Vi skriver stadig, hver for sig og sammen, men bøgerne bliver kun udgivet og solgt i Norge, dog har jeg lille lager i mit nye hjem i Danmark.
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar